Prolog: Hvorfor lige Nice?

Der er måske nogen af jer, der kan huske, at vi startede vores “forårs-odysseer”  den 1. februar 2008, nemlig den dag, da vi begge gik på pension.
Da vi i år – på grund af diverse helbredsproblemer –  ikke kunne lave vores sædvanlige aftale med Vibeke og Arne, var vi enige om, at i dette forår er vi frit stillet. Det har betydet, at Vibeke og Arne nu drager til Marokko.
Lenes og mit helbred er nu blevet så godt, at vi kan forsvare at rejse, og efter lidt snak frem og tilbage blev vi enige om at “fejre” ti-året for vores forårsrejseaktivitet med et gensyn med Nice, vores første destination. Nice er jo en dejlig by, og der er steder, som vi gerne vil gense og ting, vi gerne vil opleve- så derfor Nice!
Vi har lejet en lejlighed med tagterrasse tæt på centrum , så der skulle være basis for nogle fine kig ud over by og hav – vi glæder os!
Vi er selvfølgelig spændte på at se, hvor meget der er sket i byen i de ti år, om vore gamle “steder” stadigvæk eksisterer, om det myldrer med nye bygninger og selvfølgelig om vore gamle spisesteder stadigvæk er i funktion.

 

Lukket for kommentarer.