Cefalu nr. 5

Kære venner – tid til et afsluttende rejsebrev fra Cefalu og den første tid efter hjemkomsten.
I er jo løbende blevet holdt orienteret om en del af forløbet efter Lenes uheld.
Det ville være forkert at påstå, at det ikke påvirkede os andre, at Lene lå på sygehuset.

Det betød jo bl.a., at jeg tog af sted hver dag til Termini Imerese, og det gik der jo en del tid med. Et par gange var Vibeke med, og det er helt klart, at Lene så frem til vores besøg med længsel, og det er der ikke noget at sige til. Det var ikke rart at ligge et sted, hvor ingen – eller stort set ingen kunne tale andet end italiensk, og det endda en siciliansk dialekt, som Lene ikke var specielt fortrolig med. Der blev læst meget i hendes e-reader!
En anden ting, der var med til at gøre det svært for hende, var den uvished der herskede vedrørende hendes operation – skulle den foregå på Sicilien eller skulle hun hjem og opereres herhjemme. Det endte jo så med, efter megen palaver frem og tilbage mellem de italienske og danske læger, at hun blev opereret i Termini. Det var ret forstemmende, at de italienske læger ikke anede noget om det blå eu-sygesikringskort og blev ved med at kræve, at den danske stat skulle garantere for betalingen af operationen. Den fes dog ind  på  lystavlen til sidst.
Vi andre forsøgte at opretholde en normal hverdag, dog med den ændring, at aftensmåltiderne – og også ind i mellem frokosterne – blev indtaget på nogle af de restauranter, som Cefalu jo har i rigeligt mål. Vi orkede ikke at kokkerere, så vi fik afprøvet restaurationskvaliteten i byen, og den fejlede ikke noget – god mad til rimelige priser.

Vi havde jo vejret med os, så Vibeke og jeg fik et par gode strandture med vandgang – stadig til italienerne og de andre turisters forbløffelse, men det var faktisk  ikke særligt koldt, så det var ren nydelse.
Tilbage stod jo så spørgsmålet om, hvornår og hvordan vi skulle transporteres hjem, og her oplevede jeg en vis svaghed i Falcks håndtering af og især kommunikation om problemerne. Vi havde jo af én medarbejder fået at vide, at vi skulle sejles til Napoli for at blive fløjet hjem derfra. Stor var vores undren derfor, da vi pludselig fik at vide, at vi ville blive fløjet hjem fra Palermo.
Det betød så, at Lene i ambulance blev kørt fra Termini til et hotel i Palermo, hvortil jeg kom i taxa med den samlede bagage fra Cefalu. Her tilbragte vi så fredag og lørdag, inden vi skulle hjem om søndagen. Om lørdagen ankom den sygeplejerske, der skulle sørge for, at Lene kom helskindet hjem.Han hedder Morten og havde fint styr på tingene. Han havde noget smertestillende medicin med, og det hjalp hende meget, for hun havde intet fået fra hospitalet. Derudover havde han den lidt kedelige meddelelse, at vi skulle mellemlande i München med 5 timers pause, inden den endelige flyvetur til Kastrup.
En gang i mellem bliver man overrasket, og det blev vi også søndag morgen, da ambulancen kom præcist, som det var aftalt. Ind med Lene, Morten, al bagagen og mig, og så gik det afsted til lufthavnen. Her skiltes vore veje midlertidigt – jeg gik med bagagen til indcheckning og sikkerhedskontrol, Lene og Morten blev ad andre veje ført til flyet, hvor det efter lidt besvær lykkedes at få anbragt Lene på en båre i agterenden af flyet. Turen til München var problemfri, men vi kunne godt have undværet de 5 timer i lufthavnen, hvor Lene blev anbragt i et medicinafsnit, mens vi ventede – ikke særligt spændende, og lokalet var yderst deprimerende.
Så gik det mod København, hvor vi igen skiltes – Lene blev i ambulance kørt til Herlev Hospital til observation i isolation, fordi hun havde ligget på et udenlandsk sygehus, og jeg tog hjem.
Næste dag besluttede lægerne på Herlev, at Lene skulle have gipsen af og en skinne på, så hun ikke kan bøje benet, og så blev hun kørt hjem med et par krykker, og det var et stort fremskridt med hensyn til bevægelighed.
Vi har efterfølgende lejet en kørestol, og det kan lade sig gøre at have både Lene, krykkerne og den adskilte kørestol i bilen – vi har prøvet det – så nu er det muligt at komme lidt omkring.
Her til sidst vil vi sige tak til Vibeke og Arne for en trods alt god tur og deres store hjælp i nødens stund.
Til alle jer, der fulgte med i Lenes genvordigheder vil vi godt sige tak for jeres ulydighed i form af varme, deltagende og trøstende mails og sms’er. Det lunede, når man en gang i mellem alligevel sad og talte mugpletter på rabarbergrøden!

Ikke mere fra os – vi høres ved til næste år!

 

Lukket for kommentarer.