Cefalu nr. 3

Man må jo konstatere, at vi ikke vælter os i store sindsoprivende begivenheder i år.
Nå man bor, som vi nu gør – midt inde i byen og uden bil – bliver målestokken for oplevelser mindre.
Til gengæld har vi jo chancen for at lære byen at kende på en helt anden grundig måde end ellers.
Cefalu’  er en meget charmerende by. Vi føler os allerede helt hjemme i den. Den ligner i høj grad de forestillinger, man har om italienske små- og landsbyer. Der hænger vasketøj fra alle husene, ikke tværs over gaderne, som man så det på tidligere billeder men fra altanerne. Lige over for os bor en dame, som vi går ud fra har en ret stor familie. Der har hængt nyt vasketøj på hendes altan hver dag, lige siden vi kom – sikket arbejde.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi føler os lidt svigtet af vejret. Det har mest været til den kolde side, og når man samtidig bor i en lejlighed med meget tykke mure, som er svære at varme op, kan I nok forestille jer, at man kan blive lidt kold om fødderne.
Der har dog været lyspunkter i vejrsituationen, og så går det stærkt med at komme ned på molen for at slikke sol, de første dage på en af de mange opstillede bænke, men i søndags var det strålende – sol fra morgenstunden og næsten ingen vind. Badetøj med og så ned og ligge på selve stranden, som er meget fin uden sten og tang – i hvert fald indtil videre. Der var nogle, der spærrede øjnene op og gav opadvendte tommelfingre, da vi også hoppede i bølgen den blå efter et par timers gennembagning. Det var køligt, men dog varmere, end når vi går i første gang derhjemme. Vi fik desværre ikke taget nogle billeder af heltegerningen som dokumentation, men den er god nok!
Hvad skal man ellers sige om lejligheden?
Den ligger midt i byen, så der er kort til alting – lokale handlende, supermarked, beværtninger af alle slags fra luksus til mere ydmyge steder – vi har frekventeret en del af dem i den forløbne tid, og det bliver nok ikke mindre i tiden, som forestår.
Selve lejligheden er lidt speciel. Den bærer i nogen grad præg af, at ejerne vil lave mange ting selv – der er noget “yt til nyt” over den. Den er indrettet utroligt upraktisk. Det er kun opholdstuen og soveværelserne, der kan opvarmes. Køkken, spisestue og badeværelser er kolde, så dørene skal holdes lukkede. I starten havde vi problemer med at få varme nok, men nu ser det ud til, at vi har lært at håndtere varmeanlægget.  Hvis I vil se nogle billeder fra lejligheden så tryk her!
Lørdag og søndag aftener oplevede vi noget helt specielt. Det virkede, som om hele byens befolkning havde besluttet sig for at gå tur på “vores” vej, Corso Ruggero, som vores altan vender ud til. Det lignede det, som Saxo beskriver om sildestimerne i Øresund i middelalderen. Der blev snakket og grinet og råbt højt og holdt i hånd, så det var en ren fornøjelse. Vi håber, det gentages i den kommende weekend, så vi kan få taget nogle billeder.
Vi har også været i den nærliggende domkirke. Den blev påbegyndt i 1131 og blev først færdig i sin nuværende skikkelse midt i 14’hundredtallet, så der er lidt forskellige byggestile – fra romansk til gotisk. P.t. er den under restaurering, så den ser ikke ud, som de fleste katolske kirker i syden gør med billeder og statuer i mængde. Der ligger en del årsværk og venter i  den kommende tid, før den er færdig
I morgen, onsdag, skal vi på en biltur rundt om Etna. Vi fik det ellers anbefalet som en tur med tog, men af praktiske grunde har vi entreret med et rejsebureau, som arrangerer en biltur i stedet for. Vi glæder os, så I får nok at høre om turen på et tidspunkt.

Nu ikke mere for denne gang – vi skal snart i vandet igen, og så tager vi kamera med!
Kh
Firebanden

Lukket for kommentarer.