En lille tur til Småland

Tur til Småland 9/6 – 14/6 2016

Lones søn, Jesper, har et hus i Småland, og i flere år har vi snakket om, at vi skulle af sted på en fælles tur derop; men det er aldrig rigtig blevet til noget.
Nu har han imidlertid sat huset til salg, så det skulle være nu, at vi tog en tur down memory lane! (Vi havde jo selv hus i området for ca. 35 år siden).
Vi tog af sted torsdag, kørte først til Helsingør for at hente nøglen og derefter med færgen til Helsingborg. Vi tog det stille og roligt deropad – der var også et enkelt stop i en loppis!
Vi ankom til huset først på eftermiddagen, og efter lidt kaffe gik vi i gang med at slå halvdelen af græsset, som stod knæhøjt.
Det er et rigtig hyggeligt hus, ligger i en rydning med udsigt ud over en sø, så mere smålandsk kan det faktisk ikke blive.
Vejret var dejligt, så vi hyggede os udenfor. Det blev ret fatalt, for vi lagde ikke rigtig mærke til alle de små forbandede knot, der svirrede rundt i luften; men senere på aftenen var vi ikke i tvivl om, at vi var blevet bidt godt og grundigt!!!
Fredag tog vi til Kosta Boda på Glasbrug, Vi var på museet, så glaspustning og sluttede af i et kæmpe outlet, hvor der både var glasting, livsstilsting og tøj.
På vejen hjem købte vi ind i Emmaboda og var på apoteket for at få antikløemiddel.

Dagen efter var vi Korrö – en slags frilandsmuseum. Vi så de fine bygninger og nærstuderede en masse svensk hemsløjd. Bagefter gik vi en dejlig tur på ca. 4 km ad en smuk natursti i forbindelse med museet. Vi havde stort set det hele for os selv – bortset fra en flok køer, der afgræssede området. På et tidspunkt blev de ubehageligt nærgående – de er faktisk ret store, når sådan en flok kommer løbende hen imod dig. Det lykkedes os at undslippe; men det krævede altså en kop cappucino bagefter.
Da vi kom hjem, slog vi resten af plænen for at distrahere os fra de mange kløende stik
Søndag tog vi til Boda; men der var nu ikke meget at se på. Derefter kørte vi lidt rundt i området og besøgte bl.a. nogle badesøer. De virkede ret indbydende; men vi havde ikke badetøj med, og de havde sikkert også været kolde.
Vi prøvede også at finde vores gamle hus i Lövsjömåla; men det var umuligt. Alting har ændret sig meget på 35 år, og de smålandske skove er temmelig ens.
Mandag var det Lones fødselsdag, og det fejrede vi ved at tage til Växjø. Først en tur på apoteket for det første ”vidundermiddel” havde ikke virket, så det var en ommer.
Vi besøgte Domkirken, Udvandrermuseet og nød i det hele taget atmosfæren i byen. Vi sluttede af med en dejlig frokost på en god restaurant i gågaden.
Tirsdag gik med oprydning og rengøring, og så vendte vi næsen hjemad efter nogle dejlige dage i Jespers hus.

Lukket for kommentarer.