Rejsebrev nr. 4

tyrkisk flagKære alle sammenTyrkiet
Efter Kappadokienturen tog vi en lille slapper på en dags tid, men så kaldte eventyret igen.
Denne gang var det Alanya, der trak, og det skulle være med dolmussen som transportmiddel.
Dolmussen er en ret lille bus, som kører på ”den store vej” mellem Manavgat og Alanya. Der er godt nok stoppesteder med venteskure, men lige så tit stopper den uden for disse, bare man rækker armen i vejret, når den kommer. I modsætning til i Danmark, hvor offentlig transport kan være en ret så bekostelig affære, er prisen for sådan en tur på ca. 25 kilometer yderst rimelig, så det måtte prøves – og det fungerer bare.
Vi kom til busstationen midt i Alanya og var så næsten midt i basarområdet. Lad det være sagt straks – der er p.t. ikke meget liv i basarerne og de tilsvarende områder på markederne. Man afventer sæsonen med de mange turister, og der gøres rigtig meget for at få det hele til at tage sig flot ud.
Det var nu heller ikke basaren, der var det primære mål for denne tur men derimod den gamle borg, der ligger på en halvø, der strækker sig ud i Middelhavet. Borganlægget knejser højt over byen med en fantastisk udsigt over Middelhavet, en udsigt, som forbrydere eller tilfangetagne fjender fik lov til at nyde et par sekunder, inden de blev skubbet ned fra borgmuren til et frit fald på ca. 250 meter!
Vi valgte at tage en taxa de 5 kilometer op til borgen, og det var fornuftigt – vi havde ikke klaret at gå op (eller ned for den sags skyld), men det ville være en flot del af en bjergetape i Tour de France med hårnålesving m.m.
Det er et smukt og rimeligt velbevaret anlæg, påbegyndt i byzantinsk tid og fuldendt i 1200-tallet af seljukkerne.
Efter en rundvandring på borgen kørte vi ned og fik frokost – en döner kebab (det skal jo prøves, når man nu er i Tyrkiet). Den var god og særdeles mættende, så aftensmaden bestod af en håndmad efter eget valg og tilvirkning.
Det er ikke utænkeligt, at vi gør Alanya en gang mere for at se noget mere af byen.

Nu vi er i gang så lad os bare tage en udflugt mere.
Hos Ali (vores udflugtsarrangør) bestilte vi en tur til Manavgat, en by ca. 40 km. vest for Avsallar til den 17. marts. Turen omhandler en tur i båd på floden, som går igennem byen, et besøg ved manavgatvandfaldene, frokost og endelig bazarbesøg. Med i den rimelige pris var også frokost, så det var bare om at komme af sted!
Klokken 9 blev vi hentet på domicilet i en dejlig stor bil og kørt til Manavgat. Det var en meget sød ung chauffør, som kun talte meget lidt engelsk og eller kun tyrkisk, men det gik da.
Ved ankomsten til Manavgat fik vi tilbud om at komme ind i en flot moske, og det tog vi imod. Af med skoene udenfor selve det store lokale belagt med dejlige bløde tæpper. Meget siges der om islam, men de var ikke dårlige til at bygge moskeer. Det var et fint indslag.
Noget måtte være gået galt i kommunikationen, for det var svært at komme til vandfaldene ad de sædvanlige veje, for der var ombygninger mange steder, så vi kom godt rundt i byen for ar finde en vej til faldene. Vi blev til sidst kørt til et dødssygt outletmarked, hvor vi kunne finde noget at købe, mens chaufføren prøvede art finde ud af en vej. Vi købte ingen ting, men det var lykkedes for ham at få noget at vide. Langt om længe fandt vi den rette vej blot for at konstatere, at floden var så fyldt med vand, at de fald, som i sæsonen er ca. 5 meter høje, nu kun er 1 meter. Ærgerligt, men det var der jo ikke nogen, der kunne gøre for.
Så var det blevet tid til bådturen, og det blev en nydelse af de helt store. Jeg har helt glemt at sige, at vejret var perfekt: højt, klart solskinsvejr, lidt køligt, når man ikke var i solen men rigtigt godt.
Vi kom ombord, og i starten troede vi, at vi var de eneste ombord, men lidt efter kom en stor flok tyskere, så vi var vel et par hundrede mennesker.
Efter en dejlig sejltur, hvor vi passerede det sted, hvor bådene forberedes til sæsonens arbejde, havnede vi ved en lang sandtange, som skiller floden fra Middelhavet. I sæsonen er denne tange fyldt med mennesker, men i dag var der ikke mange. Det er en dejlig strand, så det er forståeligt, at den tiltrækker mange folk.
Mens vi lå her, fik vi frokost – kylling med ris og salat.
Bagefter gik vi en tur på stranden for at strække benene lidt inden tilbageturen.
Det er en lidt speciel oplevelse at sidde på en båd i en flod og skiftevis kigge på snedækkede bjerge i det fjerne og det flotte blå Middelhav – skide flot må man sige.
Efter strabadserne med at sidde og nyde solen på båden blev vi kørt til basaren, stort set det samme som markedet i Avsallar, og lige præcis i færd med at lukke, så det var der ikke meget ved.
Vi endte med at være hjemme ved femtiden, en god oplevelse rigere.


Lukket for kommentarer.