Nice rejsebrev nr. 3

Når man rejser ud, har man ofte sigtet mod de store oplevelser, og det sker jo heldigvis ofte, at man når disse mål. I år havde vi ikke sat næsen op efter andet end det, vi nu havde lyst og kræfter til, og det har vi overholdt.
Lene har hele tiden, fra vi planlagde niceturen ønsket at gense baronesse Ephrussi de Rothschilds villa og i sær haverne på Kap Ferrat. Det besluttede vi så, at det skulle ske om onsdagen. Tirsdag brugte vi så tiden til at finde ud af, hvordan og hvornår vi kunne komme derud. Vi fandt det stoppested, hvor vi skulle stige på, og så fik vi en op-levelse ud over det almindelige. Jeg skulle bruge et toilet, og det var derfor nærliggende at gå ind på Hovedbib-lioteket i Nice, som ligger lige ved siden af føromtalte stoppested. Men så enkelt var og er det ikke. Jeg kunne først få lov til at bruge toilettet, da jeg havde tømt alle mine lommer for indhold og lagt min telefon. Det var jo ikke lige det, jeg havde forventet på et bibliotek, men set i lyset af tidligere begivenheder i Frankrig er det måske meget rimeligt. En anden ting i den forbindelse er, at man alle vegne kan træffe små grupper af svært bevæbnede soldater i bybilledet – vi har  set det her i Nice og i Cannes.
Onsdag tog vi så til Kap Ferrat, og det blev en skøn tur – fint vejr, ikke en sky på himlen og så de smukke omgivelser. Baronessen havde sans for – og økonomi til at anlægge en pragtfuld villa fyldt med kunstgenstande af højeste karat, plus at hun fik anlagt hele det omkringliggende område på 17 hektar som ni forskellige haver med hver sin forskellige flora. Der var rigeligt at se på og blive klog af, og det er jo netop nu, at tingene begynder at tage sig fordelagtigt ud.
Når man så har været igennem Sevres haven, den spanske have, florentinerhaven, stenhaven, den japanske have, den provencalske have, den eksotiske have og rosenhaven, ender man så i den franske have, anlagt i delvis fransk barokstil. Hvert 20. minut bliver der her  spillet 3 klassiske musikstykker til at akkompagnere de smukke spring-vand. Det var skønt at sidde og nyde de medbragte sandwiches til musik og springvand.
For at det ikke skulle være løgn, fik vi endnu en dag med masser af sol og beskeden vind, så vi tog igen bussen til Kap Ferrat. Samme sted, hvor man står af for at se på haver, går der en vej ned til en lille strand, så her lå vi og solede os i nogle timer.
Lørdag havde vi planlagt som tur med koglebanen, et lille privat tog, der kører op i baglandet gennem et smukt landskab, men Lene har jo en forkærlighed for at læse vejrmeldinger, og da de meddelte, at det ville blive regn hele eftermiddagen i Entrevaux, som skulle have været endemålet for turen, lavede vi det om til en tur til Cannes. Det er jo rørende, at man for 11-12 kroner kan køre med bus til så fjerne mål som Cannes og Menton, så vi lod os fragte de ca. 2 timer Cannes. Der er ikke den lille by, vi ikke var igennem, så man får set en hel del af kyststrækningen.
Cannes er jo berømt for sin filmfestival, den har vi dog ikke overværet, selv om vi var i byen for en halv snes år siden, men til gengæld har de også en festival for tv-serier, og den røg vi lige ind i – det er holdt i meget lyserøde farver! Vi fik også set noget, vi ikke så sidste gang, og vi fik gået rigtigt meget, også op og ned ad trapper – hårdt men godt. Vi var rimeligt mørbankede, da vi kom hjem efter en hård dag.

Slut for nu

Lukket for kommentarer.