Nice Rejsebrev nr. 2

1. april – ildevarslende, ikk’? Hvilke puds skal der spilles med én i dag?
Man vågner, kigger ud af tagvinduet og ser et i dette forår yderst sjældent syn – blå himmel uden en sky i mange kilometers omkreds – det må da være aprilsnar! Men nej! Det er sandt – en hel dag med solskin venter os. Hvilken lykke! Der er dømt strandtur, for nu skal solen nydes. Der smøres sandwiches med det gode brød fra Maitre Pierres bageri ½ minut fra vores bopæl – lækkert! Bevæbnet med en strandmåtte, sandwiches og et par flasker vand begiver vi os til stranden, som ikke er en fin, hvid sandstrand men en meget stenet en af slagsen. Det tager selv med fru Drujs ikke voldsomme tempo ikke meget mere end 5 minutter, så har vi krydset Promenade des Anglais og står med udsigt over Baie des Anges (englebugten). Vi kan hurtigt konstatere, at det ikke bliver til vandgang i denne omgang, dertil er brændingen alt for heftig, så vi går på jagt efter et sted, hvor vi kan læne os op ad muren til promenaden, og hvor vandet ikke kan nå op, når brændingen er voldsomst. Det lykkes os at finde et fint sted, og der slår vi os ned, affører os en passende mængde klæder og suger solen til os. Rigtigt dejligt! Men – hvor længe var det nu, at Adam var i Paradiset – kun indtil slangen havde fået ham til at gøre noget, han ikke måtte! Slangen  i dette paradis er medlemmerne af den lokale hotel- og restaurationsbranche. De har bogstavelig talt lagt deres klamme hænder på de bedste stykker af stranden ved Nice, og lige præcis den 1. april havde ejeren af en af disse restauranter besluttet at åbne sit etablissement, og det var heller ikke aprilsnar. Så kunne vi pænt pakke vores sydfrugter og finde et andet sted. Vi fik dog en god dag ud af det trods alt besværet.
Om aftenen gik vi ned på Cours Soleya,  hvor der foruden dagligt fødevare- og blomstermarked også er en række glimrende restauranter. Vi fandt en, hvor vi ikke før har spist, og bedst som jeg er ved at føre en bid dorade ind i munden, kommer jeg til at se op, og ser et ansigt, som jeg kender. Hvor store er chancerne for, at man møder bekendte på sådan en tur? Nej, ikke store, vel? Men her sad Ellen og Lars Ole, to af mine sangkammerater fra Diabolus. Hyggeligt!
2. april er en dato, som siger nogle af os lidt ældre noget på grund af 2 begivenheder.
Den første fandt sted i 1801, hvor den engelske admiral Nelson forsøgte at knække den danske flåde, men blev overrasket af den unge søløjtnant Peder Willemoes, så han måtte vende hjem med uforrettet sag (englænderne gjorde arbejdet færdigt i 1807, hvor de stjal hele flåden).
Den anden begivenhed fandt sted i 1805, hvor en fattig odenseaner og hans kone fik en lille dreng, som skulle blive ret så kendt, nemlig Hans Christian Andersen, vores store eventyrdigter.
For vores vedkommende skriver datoen den 2. april 2018 sig ind i annalerne som dagen, hvor solen for 2. dag i træk stod op på en skyfri himmel.
Mandag er der ikke fødevare- og blomstermarked på Cours Soleya, men antikmarked. Jeg synes, det ligner et udvidet loppemarked, og jeg er overbevist om, at hvis man ikke har noget specielt i tankerne, er det ret begrænset, hvad man som udlænding kan få ud af det. Vi gik derned, og vi gik rundt for at se, om der var en lille, ikke alt for tung ting, vi kunne købe med hjem. Vi fandt dog intet, så derefter gik turen op til det gamle fæstningsanlæg Citadellet. 
Man kan komme derop på to måder: den sundeste ad trapperne eller den lettere med en elevator. Denne er indbygget i Citadellets gamle brønd, som er ca. 80 meter dyb. Det skal indrømmes, at når man er kommet op på toppen, har man en formidabel  udsigt over hele bugten, lufthavnen inklusive, hvor man kan se flyene lande og lette.
Man kan sagtens få en del tid til at gå i dette smukke anlæg, hvor der også er tænkt på børnene med legepladser m.m.
Ikke mere for denne gang – så må vi se, hvad fremtiden bringer.


Lukket for kommentarer.